Review
- Omgivelser
- Betjening
- Mad
- Pris
Conclusion
En kedelig oplevelse præget af ventetid og middelmådig mad. Jeg manglede en rød tråd i retterne og højere kvalitet. En oplevelse under gennemsnittet.
-
Samlet
En torsdag aften hvor det hele skulle gå lidt stærkt blev det besluttet at Odenses nyeste spisested skulle besøges. Med halv pris på aftenbuffeten i hele Maj måned tænkte vi det ikke rigtig kunne gå galt. Det gik egentlig heller ikke galt, men jeg kan allerede på nuværende tidspunkt afsløre at vi ikke var imponerede.
Dalle Valle er en kæde af Caféer der med et stort menukort(Der indeholder alt det, de fleste kan lide) og billige drinks(Hvilket skulle være nøglen til den store succes).
Konceptet må fungere da Odense er nummer 9 i rækken af Dalle Valle spisesteder.
Hovedattraktionen må, efter min mening, være deres brunch og aftenbuffet da Dalle Valle har valgt at køre halv pris på disse.
Det er med andre ord deres buffet koncept som Odenses indbyggere kommer til at bedømme Dalle Valle på.
Placeringen af Dalle Valle er god og det er dejligt at bunden af den gamle “Bikuben”
skyskraber (Eller Fisketorvet som den hedder idag) kommer i brug. Nu mangler vi bare at
de slukker det nye forfærdelige reklameskilt der skæmmer den kære gamle bygning(det er vidst stof til en anden snak).
Da vi træder ind af døren går det hurtigt op for os at vi ikke er de eneste der vil have billig aftenbuffet.
Stedet er fyldt og bordene placeret så tæt på hinanden som muligt.
Tjeneren finder dog bord til os bagerst i Caféen.
Dalle Valles lokale er kæmpestort og det handler om at få så mange kunder ind som muligt.
Man skulle nemlig tro at pladsen kunne give gæsterne lidt albuerum, men nej, vi sidder meget tætte.
Bordenes tætte placering sender mine tanker hen imod charterferie og “All inclusive” hoteller hvor det handler om at få plads til alle.
Vi bestiller drikkelse og min kone går op til buffeten for at finde noget mad til vores sultne datter.
5minutter efter er hun tilbage.
Jeg går op og finder min mad, men køen omkring buffeten er vokset og jeg må bruge 10 minutter på at skrabe mad ind fra buffeten. Her er pakket og køen virker ikke til at blive mindre.
Tanken om “All inclusive” slår mig igen og jeg må indrømme det er irriterende at vente så længe på at få sin mad.
Når man tænker på stedets størrelse vil jeg tro at Dalle Valle regner med at ligeså mange vil betale fuld pris for deres buffet når tilbudet slutter, så jeg finder ventetiden kritisabel og opfordrer til at der findes en løsning.
Efter min kone også har brugt 10minutter på den lille tur rundt om buffeten er jeg klar til runde nummer to og vi får ikke meget hyggelig familietid ved dette besøg.
Nu var det maden vi var kommet efter og her var oplevelsen desværre heller ikke optimalt.
Den lille salatbar var fin men udvalget af varme retter var i mine øjne uden fokus.
Her var flødekartofler, ris, chilli con carne, en ret med ris, en flødeagtig pastaret, oksekød, kylling, nuggets, forårsruller samt lidt andet.
Midt i det hele var der ribbensteg og rødkål. Der var også frikadeller men de var blevet dumpet i en karrysovs som min datter heldigvis kunne abstrahere fra.
I køen fornemmede jeg også andre der ikke helt kunne finde ud af at komponere en sammenhængende tallerken.
Maden smagte ok men manglende kærlighed og tilsmagning.
Ribbenstegen skuffede dog ved at være oversaltet og oksestegen var for gennemstegt.
Det virkede igen lidt som “all inclusive” hvor maden ikke er gennemtænkt eller tilsmagt.
Til 69,- pr mand var maden okay men der var intet der imponerede på nogen måde.
Vi fik med andre ord det vi betalte for.
Normalprisen på 119,- er stadig en lav pris, men jeg må ærligt indrømme at jeg har fået meget bedre mad på andre restauranter der også server billig buffetmad.
Hvis vi skal rette blikket udad og se på nogle af de andre buffet tilbud vi har i Odense så vil jeg personligt hellere betale 80,- ekstra og tage en tur på Flammen.
Flammen taler til samme målgruppe. Her er maden god men intet gastronomisk eventyr. Flammen har en rød tråd hvor Dalle Valle virker ufokuseret. Flammen handler om kød og her er en kæmpe salatbar og fint tilbehør. Det hele er genkendeligt og smager som man forventer det.
I samme prisklasse som Dalle Valle finder vi de mange kinesiske buffet restauranter som er placeret rundt omkring i Odense og her føler jeg faktisk at madoplevelsen er en tand bedre. Der findes også en rød tråd og mad der smager godt uden store armbevægelser eller tilsmagning(du får jo hvad du betaler for). Modsat Dalle Valle får du noget sammenhængende.
Min kone var ihvertfald klar i mælet: Hun ville hellere have haft mongolian bbq og friturestegt kinamad når prisen er tæt på det samme.
Min konklusion må være at Dalle Valles buffet simpelthen var for kønsløs og ufokuseret til at man har lyst til at prøve den igen. Sammen med ventetiden er det nok ikke et sted vi vil vende tilbage til.
Jeg foretrækker til hver en tid 3 retter på et af Odenses mange fantastiske restauranter hvor menuen er gennemtænkt , men jeg er ikke bange for at spise billig mad der ikke er en kæmpefest fest for øjne og mund. Når det er sagt så kan du spise billigt og bedre andre steder.
Det kunne være man skulle vende tilbage og se om Dalle valle var stærkere på deres ala carte menuer? Det kan også være man bare skal skippe maden og istedet anse Dalle Valle som et sted med drinks og natteliv.
En ting er sikkert, vi behøver ikke smage deres buffet igen.
2 comments
Katrine
maj 9, 2016 at 9:03 pm
Vi var på Dalle Valle i fredags, godt nok ikke for at spise, så det skal jeg ikke kunne sige noget om.
Men vi fik 2 drinks for 50 kr, super billigt, og gode drinks
Ang. for lidt plads, talte vi netop om at der var mange mennesker, men rigtig god plads i forhold til andre steder, som der er små og hvor man sidder som sil i en tønde, syntes vi at stedet var stort med mange mennesker, men vi havde stadig godt med plads.
Nikolaj Grundtvig
maj 10, 2016 at 6:56 am
Spændende at høre om andres besøg. Jeg er glad for du havde en bedre oplevelse en mig