En varm sommeraften havde min svoger inviteret til smagning i min families(og familiens venners) portvinsklub.
Der var tale om en blindsmagning hvor vi ikke vidste noget om de vine vi skulle have.
Der var ikke afsløret noget overordnet tema, så vi skulle virkelig igang med sanserne og de små grå for at finde frem til de rigtige vinene.
Jeg kan også afsløre at vi ikke ramte rigtigt.
Smagningen viste sig at byde på en hovedvægt af 30års tawny.
Der var dog en enkelt “dark horse” imellem i form af en Colheita.
Der blev smagt på følgende vine:
Quinta Das Lamelas 30 year old tawny
Quevedo 30 Year Old White Port
Kopke Colheita 1985
Krohn 30 year old tawny.
Det var med andre ord nogle solide tawny vine med alder samt en colheita der hos Rema1000 kunne købes for små 200,- for et års tid siden.
Vinderne blev Quinta Das Lamelas 30års og Kopke Colheita 1985 hvilket var lidt af en overraskelse.
Hvis man skal se smagningen med en nørds øjne skulle Krohn havde været vinderen.
Kopke Colheita 1985 er en vin som mange har smagt og mange porvinsnørder har afskrevet som en middel colheita der dog er god til prisen. De to vindervine var umiddelbart dem der var lettest at gå til og måske derfor nemmest at sætte pris på.
Charmen ved blindsmagning er netop at potentielle favoritter måske ikke klarer sig som man forventer.
Det er også værd at nævne at alle vine var åbnet kort tid inden smagningen hvilket kan bevirke at vinene er mere sprittede, lukkede og syrlige end hvis de havde fået lidt luft.
Personligt var jeg glad for alle 4 vine og inden sløret blev løftet blev det konkluderet at alle 4 vine var af høj kvalitet.
Jeg har tidligere smagt 10,20 og 30års tawny fra Offley og her var det tydeligt at det ikke var store tawny vine. De blev smagt blindt på samme måde som aftenens vine.
På nær den hvide portvin følte jeg at vinene havde hver deres kvaliteter som gav dem berettigelse.
Alt i alt en spændende smagning.
Jeg vil nu gennemgå de 4 vine:
Quinta Das Lamela 30 Year old tawny(93 point)
Farven er tegl, meget klassisk tawny farve. Næsen afslører Orangeskal, Marcipan, sprit og fad.
Vinen har en god og behagelig sødme der efterfølges af en god syre med en kontrolleret smag af citrus.
Slutningen afslører puddersukker og eftersmagen er lang.
En dejlig tawny hvor stilen umiddelbart er til den slikne og søde side men har en flot balance mellem sødme og syre.
Quevedo 30 Year Old White Port (90 point)
En meget lys vin i glasset, hvilket også overbeviste selvskabet om at det måtte være en hvid portvin.
Næsen er floral(som at dufte til en blomst) med fad, marcipan og abrikos.
Smagen afslører kontrolleret sødme med tørret abrikos og et klart fadpræg efterfulgt at citrus samt en god sødme. Eftersmagen er blid og lang.
Vinene er meget blød og mildere end en normalt 30års tawny baseret på røde druer. Den er let at drikke men virker harmonisk. De hvide portvine er som regel mere bløde i stilen og denne her er rigtig behagelig.
Kopke Colhetia 1985 (93 point)
En såkaldt Colheita som er et blend på vin fra 1985. En normal 30års tawny blandes på tværs af årgange men gennemsnittet skal gerne ramme omkring de 30år.
Farven er tegl og næsen er en smule sløret hvilket jeg tænker er på grund af den korte tid i glasset.
Jeg fornemmer sødme men også cognac. På et tidspunkt fornemmer jeg noter af humle.
En sjov næse der bliver mere sød med noter af svedsker da vinen efterfølgende får lidt tid til at ilte.
Vinen er blød og sød med svedske, puddersukker og fadpræg. Midten har en god og kontrolleret syre der er behagelig men ikke så kraftig. Eftersmagen er behagelig og lang.
Her er endu en vin der virker til at være i harmoni. Umiddelbart er vinen til bløde side og virker rund i stilen. Den virker mindre koncentreret end de f.eks. Lamelas 30års og Krohn 30års men oplevelsen er stadig god.
Det er et god glas hvor det hele hænger fint sammen.
Krohn 30 year old tawny 2013 aftapning(93 point)
Brunrød i glasset. Den fremstår en anelse tåget og ugennemsigtig.
Næsen bærer præg af orangeskal, brun farin og lidt marcipan.
Smagen starter med en dejlig sødme med noter af svedske.
Sødmen bliver efterfulgt af en kraftig syre med klare noter af citrus.
Slutningen er behagelig og lang med noter af kaffe, marcipan og puddersukker.
En dejlig vin der er i harmoni.
Den virker voldsom i midten men sødmen er tilstede og afslutningen behagelig.
Alt i alt en vin med en syrlig stil der besidder fin kompleksitet.