
Blogger dag hos Under Lindetræet
For nogle uger siden tikkede der en spændende mail ind i min indbakke.
Det var en invitation fra et af Odenses rigtig gamle og velansete spisesteder.
Under Lindetræet inviterede på frokost sammen med en håndfuld andre mad og livsstilsbloggere fra Fyn.
Kalenderen blev checket og jeg skyndte mig at takke ja til invitationen.
Kl 14:00 stod jeg ved det gamle hyggelige hus ved det store lindetræ og fandt hurtig min vej til lokalet hvor spisningen skulle finde sted.
Da vejret var godt var flere af de deltagende gået udenfor i varmen.
Stemningen var god og den blev kun bedre da vi blev budt på et velkomstglas.
Efter noget snak med de andre satte vi os til bords og fik en grundig præsentation af Under Lindetræet.
Det var Chefkok Brian Madsen der havde ordet.
Efter lidt snak omkring stedets historie blev vi præsenteret for dagens frokost
Vi skulle smage stedets frokost platte der med en nøje anretning tog sig utrolig indbydende ud.
Her var stegt sild med æg, terrine med laks og rømø rejer, Hvide asparges og unghane lår, skinke og asparges jordskok samt Brie de Meaux med salte valnødder.
Ideen er at man kaster sig over de forskellige dele af platten alt efter humør, jeg tog den naturlige vej og startede med fisken.
Den stegte sild var velsmagende og ledte tankerne hen på juledagene hvor min svigerfar har for vane at lave stegte sild til hele familen. Han lave lækre stegte sild så det er et kompliment.
Rugbrødet er et kapitel for sig og er baseret på en gammel opskrift som Under Lindetræet efter sigende var berømte for at bage i gamle dage. Om man vil rejse langt for rugbrødet(som de efter sigende gjorde det i gamle dage) skal stå hen i det uvisse, men det var velsmagende og lækkert.
Ægget var “smilende” og var ramt perfekt.
Efter silden blev det terrinens tur og her var der velsmag for alle pengene.
Den var fed, røget med massere af umami. konsistensen var cremet og der var tale om en himmelsk mundfuld.
Unghane låret og den hvide asparges var mine næste ofre. Her var der tale om en asparges af en seriøs størrelse.
Kæmpestor og utrolig velsmagende. Unghane låret var tilberedt til perfektion og der var både saft og kraft. Sammen med den hvide asparges var der tale om en let mundfuld af god smag.
Skinken og den lille lidt anonyme asparges jordskok, blev placeret på en lækker skive surdejsbrød med massere af smør. Røgen og salten fra skinken spillede godt op med sødmen fra jordskokken hvor surdejsbrødet fuldendte det hele. Endnu et par fine mundfulde.
Osten var naturligvis afslutningen og den var velsmagende. Her var tale om en ordentlig brie hvor jeg personligt manglende noget sødt. Lidt kompot eller honning ville være dejligt sammen med de saltede nødder.
Alt i alt var frokostplatten et dejligt bekendskab der gav en behagelig mæthed.
Til maden fik vi en dejlig frisk hvidvin der lå til den frugtige og søde side. (Jean des Vignes blanc demi sec 2014)
En rigtig behagelig vin som næsten virkede skræddersyet til en dejlig sommerdag på terrassen.
Efter platten kom desserten hvilket bestod af en rabarbertærte med marcipanmarengs, syltede rabarber og creme fraiche 38 samt lidt hvid chokolade.
Smagen af marengs og nødder spillede fint op imod den bittersøde rabarber. Creme fraiche 38 passede perfekt til retten og da jeg elsker creme fraiche til tærter som denne savende jeg nærmest mere af den(selvom det måske ville være i overkanten).
Alt i alt et meget vellykket frokost måltid med mange forskellige smage og påfund.
Jeg synes ideen om en patte med mange små interessante retter er en god idé.
Retterne er tilpas jordnære så alle kan være med. Håndværket er i orden og råvarerne er nøje udvalgte og af høj kvalitet.
Dette var mit første besøg hos Under Linetræet og det bliver bestemt ikke det sidste.
Der skal lyde en stor tak for mad samt tak fordi jeg måtte deltage i et hyggeligt og vellykket arrangement.